Mariakilden ved Aarhus

Helligkilder

En helligkilde er en kilde, hvis vand i folketroen antoges at have helbredende virkning, når man drak det eller badede i det. Troen på helligkilder går tilbage til hedensk tid i både Grækenland og Italien, og i Norden er kildedyrkelse kendt siden bronzealderen. Under kristendommen blev kilderne indviet, som regel til bestemte helgener, og der fandtes helligkilder i næsten alle sogne i Danmark, men nogle regnedes for kraftigere end andre.

Der var også bestemte tidspunkter, hvor kraften ansås for stærkest, ofte sankthansaftens nat eller på den lokale helgens navnedag. For en del jyske kilder var også valborgaften et populært besøgstidspunkt. Omkring disse tidspunkter udviklede den store tilstrømning af mennesker sig til regulære kildemarkeder, der blev en fast tilbagevendende tradition. Fra en del kilder kendes den såkaldte kildepyntning, der med baggrund i hedensk skik bestod i, at man sankthansaften rensede kilden og udsmykkede den med grønne grene eller opførte en særlig kildehytte af løv. Indtagelse og afhentning af vand fra helligkilden var i lighed med de tilbagevendende festligheder forbundet med særlige traditioner og skikke. Blandt andet var det udbredt at bringe et symbolsk offer ved at kaste en mønt i kilden.

Helligkilden ved Ravnholt – Mariakilden

En af landets 720 registrerede Helligkilder er (var) beliggende lige uden for sogneskellet på Kildegårdens mark i Ravnholt. Kildevældet kaldes mest Kilden ved Ravnholt, men siden kristendommens indførelse i Danmark var kildens navn Mariakilden. Før den tid var kilden formentlig en hedensk offerbrønd viet til den gamle nordiske gud Ti – hvad stednavnet Tiset i dag kan vidne om. I middelalderen hed landsbyen Tiset “Thisswith”, der betyder Ti’s skov. Det er antagelig på det tidligere hedenske helligsted, at Tiset kirke er bygget.

Ravnholtkilden/Mariakilden fandtes, indtil den omkring 1935 blev tildækket, som en stensat brønd, og dens udspring ca.15 meterøst for Gammel Horsensvej sås i mange år som en fordybning i marken. I dag er der intet at se, så ingen standser op mere for at se nærmere på det sted, hvortil der i fordums dage var stor valfart.

Helligkilderne er nogle af vore ældste kulturminder. Gennem sten-, bronze- og jernalder har kilderne været dyrket sammen med naturkræfterne, solen og ilden. Kristendommens indførelse i landet er sket over en længere periode, hvor den gamle og den nye religion har levet fredeligt side om side. Den hedenske kilde i Ravnholt blev ikke sløjfet, den fik bare et nyt navn – blev nu kaldt “Mariakilden” efter Jomfru Maria – og kilden fortsatte uanfægtet som kristen helligkilde.

Mariakildens historie synes at indeholde rester af en hedensk frugtbarhedskult. Kilden søgtes af unge koner, der ikke kunne få børn i deres ægteskab. Otte til fjorten dages ophold ved kilden ansås for gunstigt, så de 9 måneder efter besøget ville have et barn i vuggen.

Mariakilden var kendt ud over landets grænser, men onde tunger vidste at berette, at det næppe var kildens vand, der virkede. Det var en regel, at den unge kone, der søgte kilden, fulgtes af en mand, hun syntes om. Kom der piger til kilden uden ledsager, så var egnens opvartende karle altid lige i nærheden. Sammen drak de begge af vandet, hvorefter de badede sig – og derefter, som det siges: “forlod de kilden og bedrev hor under åben himmel.” Det ansås bestemt ikke for nogen skam at søge kilden, men brugtes af mange fra nær og fjern og af alle samfundsklasser. Selv efter reformationen i 1536 fortsatte kildevalfarterne, og først hen i det 19. århundrede begyndte besøgene at ebbe ud.

En overlevering vil vide, at der i Ravnholt har ligget et kloster nær kilden, og at munkene herfra førte tilsyn med kildebesøgene. Ravnholt by har i ældre tid ligget nær kilden. Der er opgravet fundamenter af kampesten i området. Byen menes afbrændt under svenskekrigen 1658-60, hvor det også gik hårdt ud over Tiset kirke – svenskerne holdt kvæg på kirkegården. Og så var Ravnholt også tidligere et gammelt tingsted, hvad navnet “Tingskoven” i dag vidner om.